3 højaktuelle spørgsmål med fokus på spam til Advokatfuldmægtig Kristian Holte

Af Skrevet i - Nyhedsbreve d. 23. marts 2011 0 Kommentarer

Vi spurgte Advokatfuldmægtig Kristian Holte, fra KLAR Advokater, om hans vurdering af tre højaktuelle udfordringer vedrørende emnet spam.

Kristian Holtes primære arbejdsområder er immaterialret (IP-ret) og markedsføringsret.

[hr]

Spørgsmål: “Tip en ven” – Er det spam?

Forbrugerombudsmanden har udtalt at tip en ven funktionen som sådan ikke er en overtrædelse af markedsføringsloven, med mindre man direkte opfordrer modtagere til at bruge funktionen. Men hvad er en opfordring?

Er en opfordring en stor rød knap med teksten “tip en ven”, eller er en opfordring en tekst, som “Hvis du kender nogen der kunne have glæde af dette nyhedsbrev, må du hjertens gerne sende det videre.”?

Svar: Sådan som i sætter det op vil jeg tolke begge dele som en opfordring. Hvis der i forbindelse med tip en ven funktionen er gjort brug af stærke visulle elementer, kan det tolkes som en opfordring. Teksten mener jeg må vurderes til at være en opfordring, især pga. brugen af “hjertens gerne”. Men det er en gråzone, vi bevæger os i.

Tip en ven (som link) med en åben kommentar boks må anses som ok.

[hr]

Spørgsmål: Facebook hører jo under samme markedsføringslovgivning – er der en gylden regel, så man undgår at spamme?

Vi oplever at mange af vores kunder har svært ved på egen hånd at finde rundt I markedsføringsloven, eller måske slet ikke tror at facebook er omfattet af de samme regler som eksempelvis e-mail marketing. Har du et gyldent råd, så man undgår at bryde markedsføringsloven eller forbrugerombudsmandens retningslinier?

Svar: Den gyldne regel er: Du må ikke markedsføre din virksomhed til nogen, der ikke har givet dig samtykke til det.

Som grundregel skal du som virksomhed holde dig udenfor din kundes sfære. Du må gerne opdatere din status på din side, da de ved at “synes godt om” din side, er indforstået med en statusopdatering. Med ved at opfordre kunderne til at bruge billedfunktionen, skrive på væggen, er man her godt igang med at markedsføre sin virksomhed til andre “venner”. “Venner” som ikke har givet tilladelse til at modtage din markedsføring.

Forbrugerombudsmanden mener at man kan som udgangspunkt ikke komme uden om reglen om samtykke, ved at få en anden til at markedsføre ens virksomhed.

Hver gang du henvender dig til dine “synes godt om’ere” på Facebook så tænk på om den pågældende du rent faktisk når i sidste ende, har givet samtykke til at modtage din markedsføring.

[hr]

Spørgsmål: Bortset fra det etiske aspekt, kan du så give vores kunder en god grund til at undgå at spamme?

Hvad er efter din mening, den bedste grund til at virksomheder skal undgå at spamme kunder eller potentielle kunder?

Svar: Kort og godt: Det ødelægger din forretning, så lad være.

Man kan måske få en kortsigtet belønning, men på sigt afskærer du din chance for at tale til dem du spammede. Og det er “dyrt”.

Der er selvfølgelig også det økonomiske aspekt, og at spamme folk koster 100 kr. pr email, dog minimum 10.000,-. Det skal dog siges at Forbrugerombudsmanden og domstolene vurderer disse sager individuelt.

Som eksempel nævner Kristian Holte sagen med DSB, som endte med at koste 800.000 kr.

Kom gerne med din kommentar